Når man laver et site som dette, skal man jo nok være lidt af en nostalgi-idiot. Og det er jeg vel. Som det kan ses på min personlige hjemmeside www.taxafinn.dk hygger jeg mig meget med den tid hvor jeg voksede op og teenageårene betyder stadig rigtigt meget for mig. Så derfor er det jo en fed ting at prøve at dele denne fascination med andre ligesindede. Og når man nu ikke fik lov at lave skolebladet dengang, så kan ingen stoppe én nu. Det skulle da lige være fruen, som jo periodisk skal passes lidt.

Efter snart 20 år i hyrebilen og efter omkring 80.000 (gud bedre det) forskellige kunder,  har man jo fået snakket og sludret med et par mennesker eller ti gennem årene. Og når snakken i vognen falder på de glade 70´ere, hvilket den meget ofte gør, så kommer der sgu liv i de fleste på min alder. Så jeg ved jeg ikke er alene!

Jeg hører tit både ægte glamrock og almindelig 70´er musik i hyregryden, og musikken i vognen får rigtig mange kunder til at uopfordret begynde en 70´er snak. Så uden at spille for klog, så tror jeg dette site appellerer til rigtig mange mennesker. Det fedeste vil være indlæg til fra andre end mig selv (sagde hunden), så har du noget du vil dele med andre håbløse nostalgikere, så kik forbi kontaktsiden og fyr det af.

 

GLAMROCK PÅ FACEBOOK

Her kan du komme til Facebook-gruppen "Glamrock Of The 70s"

Her i efteråret 2008 kom www.glamrocker.dk så på Facebook, hvor jeg meldte mig ind i gruppen Glamrock Of The 70s og meget hurtigt blev rigtigt gode venner med stifteren af gruppen Ib Hansen fra Kolding og nu er medadministrator på. I samme gruppe dukkede Erik fra Ålborg også hurtigt op, ham kender mange fra den anden danske Glam-hjemmeside Glam I Danmark/Glam In Denmark. Så her har vi forenet vores kræfter. Det er naturligvis meget mere levende på Facebook og en sådan gruppe supplerer en hjemmeside helt fantastisk. Men dybden og størrelsen på artiklerne kan Facebook aldrig konkurrere med. 

 

 

God fornøjelse!

Hilsen

GLAMROCKEREN