HISTORIEN OM GLAMROCK

 

                                                        

 

Der er jo ingen tvivl om, at musikken er den væsentligste del af os ulidelige håbløse Glamrockeres univers, og at Sweet og Slade var de største bands i en ægte Glamrockers univers. Klik på deres navne herover og læs meget mere om Sweet og Slade på mine sider om dem.

 

Klik på artiklerne herunder - og læs det sidste nye om Sweet og Slade. Næsten da. Ihvertfald får vi at vide at Sweet er på vej til Danmark. Og at Slade måske er blevet for kedelige. Det var i "Vi Unge" nr. 4 - 1973........:

 

Sweet kommer til Danmark!                                                 Er Slade blevet for kedelige?

 

                                                

Resten af kunstnerne kommer længere nede. Husk at www.glamrocker.dk er helt ny og under opbygning, så det hele er ikke klart endnu....

Nu skal det jo siges, at vi Glamrockere ikke kun hørte glamrock i de glade 70´ere. Glamrocken var bare det bedste af det hele. Andre grupper, som Deep Purple, Status Quo, Bachman Turner Overdrive og lignende lå lige så tit og roterede på pladetallerkenen eller i cassettespilleren. Så disse ikke ægte glambands har også en plads her på siden. David Bowie legede jo også med glam i midten af 70´erne, men han har jo også skiftet ham mange gange. Suzi Quatro var jo vores alle sammens rock-babe dengang, men ægte glam var hun jo ikke, selvom hun blev komponeret og produceret af Nikki Chinn og Mike Chapman, som jo også stod bag bl.a. ægte glambands som The Sweet og Mud. Så grænserne flyder lidt her på siden, fanatisme dur ikke når man vil beskrive de glade 70´ere.

De største beskrivelser her på siden vil dog være om Sweet og Slade, de andre bands og kunstnere får ikke så meget plads, Men der vil være links på alle siderne til mere info. Der er jo ingen grund til at skrive det som de andre har skrevet så godt før, så jeg vil koncentrere mig om den grundlæggende tidsbeskrivelse af årene 1970 til 1975. Det mere musikalsk faktuelle har andre gjort meget bedre end jeg kan. Derfor er linket opfundet.

 

                                                                                                                                    

 

Hvad var egentlig Glamrock?

Det sjove ved det hele er jo, at der faktisk ikke var særligt mange ægte glamrock-kunstnere. Faktisk meget færre end vi Glamrockere egentlig går og tror og husker. Taler vi om ægte glamrock var det faktisk kun Alvin Stardust, David Bowie, Gary Glitter, Mud, The Rubettes, T. Rex, Wizzard og naturligvis Sweet og Slade der fyldte hele scenen. Og David Bowie er jo lidt af en dark horse her, for det var jo kun hans korte "Ziggy Stardust"-periode som gav ham ret til at deltage i det fine glamrock selskab. T. Rex var en af de første til at hænge lidt tingeltangel i ørene og komme glitter på kinderne og straks fulgte hans ven Bowie med i legen. Vi må heller ikke glemme, at glamrock var en entydig europæisk affære, i USA snusede kun The New York Dolls og til dels Kiss lidt til genren, som derovre blev kaldt glitter rock og den bed sig aldrig fast over there.

For at starte alfabetisk korrekt, så er den første ægte glamrocker på listen ALVIN STARDUST. Bare navnet siger jo det hele. Han havde kun to nævneværdige hits, nemmelig "My Coo-Ca-Choo" og "Jealous Mind" i 1973 og 1974.

DAVID BOWIE snusede også kun ganske lidt til glamrocken, med sange som "Starman" og "The Jean Genie" fra 1972 og den spøjse "The Laughing Gnome" fra 1973. Sidstnævnte var en slags børnesang, egentlig indspillet i 1967. hvor den floppede fælt. Men den blev støvet af igen og blev et kæmpe hit seks år senere, især i England. Det var vel især hans Ziggy Stardust-kostume som knyttede ham til glam-bølgen og en egentlig glam-kunstner bliver Bowie naturligvis aldrig.

GARY GLITTER var vel en slags Godfather Of Glam. Han var ihvertfald den mest glitrende og glinsende af dem alle. Han var faktisk godt oppe i årene (33 år) da han tog platformstøvler og glitterkostumet på i 1972 og fyrede sine sange af for os altædende teenagere. At mange af os Glamrockere allerede dengang syntes han var lidt vel klam og en del for gammel, understreges desværre kun af hans senere udskejelser, fængselsophold og senere flugt til østen på grund af besiddelse af børneporno efter 1997. Fy for satan! Men hans musik fra dengang var og er jo heldigvis en væsentlig del af os Glamrockeres univers. Faktisk var GARY GLITTER en af de eneste glam-kunstnere som kom ind på de amerikanske hitlister med "Rock and Roll (Part Two)" og senere "I Didn't Know I Loved You (Till I Saw You Rock 'n Roll)".

Hans baggrundsgruppe THE GLITTER BAND vristede sig periodisk løs fra deres karismatiske forsanger og fik fyret et par solide glamhits af, som for eksempel "Angel Face" i 1974 og "The tears I Cried For You" i 1975. Gruppen var kendetegnet af at bruge 2 trommeslagere og blev opløst i 1977.

MUD var nogen af de tunge glamdrenge og blev dannet helt tilbage i 1966 men måtte vente otte år før der kom liv i kludene. Ikke mange glam-artister fik fornøjelsen af at lande på førstepladsen på hitlisten, men MUD gjorde det i 1974 med både "Tiger Feet" og den legendariske "Lonely This Christmas". MUD blev da også proffesionelt styret af Nikki Chinn og Mike Chapman, som jo også dirigerede The Sweet og Suzy Quatro gennem glam-æraen. Deres lange liste af hits inkluderer Crazy" (1973), "Hypnosis" (1973), "Dyna-mite" (1973), "The Cat Crept In" (1974), "Rocket" (1974), The Secrets That You Keep" (1975), "Oh Boy" (1975), "One Night" (1975) og "L'L'Lucy" (1975). MUD er idag nok et lidt overset medlem af den ganske lille glam-klub, men var faktisk en af de mest produktive og succesfulde medlemmer i denne skønne klub af glitrende kunstnere. Forsangeren Les Gray døde af strubekræft i 2004 og trommeslageren Dave Mount begik selvmord i 2006.

THE RUBETTES var tæt på at være glam-tidens mindst kendte navn. Deres absolut største hit var jo "Sugar Baby Love" fra 1974. Men "Juke Box Jive" fra samme år og "I Can Do It" fra 1975 kom da også pænt op af hitlisterne. Senere samme år kom "Foe-Dee-O-Dee", som faktisk er en af undertegnede glamwebmasters absolutte favoritter fra de skønne år. THE RUBETTES blev opløst i 1979 men gendannet i 80´erne hvor de turnerede lidt rundt i Europa. Senere blev de et af de mange bands som fløj i flæsket på hinanden i retten i 90´erne, fordi de ikke kunne enes om at dele guldet ude på turne-vejene. Ak ja, usel mammon ødelægger meget.

T. REX med Marc Bolan som den karismatiske og skinnede frontfigur var the King Of Glam! Ingen tvivl om det. Han glitrede næsten ligeså meget som Gary Glitter, men leverede klart nogen af tidens fedeste glam-sange. Han var da også den første på glam-banen i 1970 med "Ride A White Swan." i 1971 fulgte "Hot Love", Get It On" og "Jeepster". "Telegram Sam", "Metal Guru", "Solid Gold Easy Action" og "Children Of The Revolution" kom i 1972 og i 1973 bragede så "20th Century Boy" og The Groover" gennem glam-lydmuren. Så gik gassen desværre lidt af ham, men i 1976 kom lige "I Love To Boogie", inden marc Bolan så tragisk blev dræbt i en bilulykke i sin Morris Mini i 1977. Marc var skrækslagen for biler, havde intet kørekort og var hele livet bange for at dø i en trafikulykke, hvilket blandt andet ses i teksten til "Solid Gold Easy Action" fra 1972. Han kæreste Gloria Jones kørte bilen og blev hårdt kvæstet ved ulykken, senere måtte hun flygte til USA med deres søn Rolan Bolan, fordi Marcs fans truede og forfulgte hende i England. Iøvrigt siger rygtet, at Marc sad og læste et interview med Pete Townsend fra The Who med titlen "Hope I Die Before I Get Old" i bladet NME da ulykken skete, og at bladet var slået op på denne artikel da han døde. 

WIZZARD havde kun to væsentlige glam-hits og det var "Ball Park Incident" fra 1972 og i særdeleshed "See My Baby Jive" fra 1973. Derudover er de jo udødeliggjorte med julehittet "I Wish It Could Be Christmas Everyday" også fra 1973. Gruppen blev dannet af Roy Wood i 1972, efter at han havde forladt det også nyligt dannede Electric Light Orchestra. hvor han ikke kunne enes med Jeff Lynne om hvordan musik skulle laves. WIZZARD opløstes allerede igen i 1975.

Og naturligvis må vi ikke glemme de eneste ægte DANSKE glamrockere, naturligvis WALKERS. Torben Lendagers naturlige Brian Conolly-klon sparkede jo om noget røv (sådan hed det bare ikke dengang). Vi må jo erkende, set i bakspejlets ulidelige skær, at på trods af at WALKERS i de glade 70´ere af rigtige drenge blev betragtet som en tøseband, så kunne vi glamdrenge jo skide godt lide dem alligevel. Vi indrømmede det bare ikke, ligesom vi heller ikke indrømmede at vi legede med Action Man.....

Se det var listen over verdens eneste glamkunstnere. Skuffet? Man havde vel troet at den ville have været meget længere, men nej, der var ikke flere glitrende og glinsende skrigehalse dengang. De fleste af dem turnerer stadigvæk rundt i Europa på diverse revival- og glamrock-festivaler med blandet succes og med en blandet blandet besætning i grupperne. I flere af grupperne er der kun et enkelt medlem tilbage som holder fanen højt og skruen dybt i vandet. Et par undtagelser er vel Gary Glitter, som vidst ikke skal vise sig i Europa mere og Wizzard som er helt ude af billedet idag. 

 

Vil du læse mere om dem alle sammen og alle de andre både før og nu samt se en kronologisk liste over alle sangene , så brug de links der er herunder:

 

 

                                                                                                                       

 

 

 GLAMLINKS OG ANDRE LINKS : 

  Ægte glam:

ALVIN STARDUST

DAVID BOWIE

GARY GLITTER

MUD

RUBETTES

SLADE

THE SWEET

T. REX

THE GLITTER BAND

WALKERS

WIZZARD

 

Næsten glam:

ALICE COOPER

BAY CITY ROLLERS

BONNIE ST. CLAIRE

ELTON JOHN

                HELLO                  

MOTT THE HOOPLE  

SAILOR

SLIK

SPARKS

SUZI QUATRO

 

 

 

 

Ikke glam:

ABBA

CHICORY TIP

DAVID CASSIDY

CARPENTERS

GILBERT O´SULLIVAN

LES HUMPHRIES SINGERS

LOBO

SAILOR

THE OSMONDS

 

Ren fed 70´er rock:

BACHMAN TURNER OVERDRIVE

DEEP PURPLE

GASOLIN´

GEORDIE

NAZARETH

STATUS QUO

THIN LIZZY

 

 

 

Glamproducere og komponister:

NIKKI CHINN (Sweet - Mud - Suzy Quatro)

MIKE CHAPMAN (Sweet - Mud - Suzy Quatro)

CHAS CHANDLER (Slade)

MICKIE MOST (Suzy Quatro)

PHIL WAINMAN (Sweet - Mud - Bay City Rollers)

MIKE LEANDER (Gary Glitter)

 

På den engelske Wikipedia er der desuden links til tilsvarende omtaler på de andre Wikipedia-sites på andre sprog. Under alle de ovennævnte kunstnerlinks er der masser af links til både officielle hjemmesider, fansites, pladeomtaler og alverdens andre links.

Derudover bruger jeg selv meget den store (største?) amerikanske musikdatabase www.allmusic.com til at søge information om diverse bands og kunstnere, med både en kæmpe søgemaskine på samtlige kunstnere og sange i basen. Vil du måske eksempelvis vide hvem der  har indspillet "Mama Weer All Crazee Now" (udover Slade), så er det der det foregår......

 

 

                                                                                                                                    

 

 

 

Denne side opdateres løbende og er sidst opdateret den 23. maj 2008